Lokaldysten fyldte torvet foran købmanden

10-9-8….konferencieren talte på behørig vis ned til start på Lokaldysten i Vejrumbro i tirsdags. På slaget 18.00 begyndte den store menneskemængde, der var samlet på Hovedgaden foran Købmanden, at bevæge sig. Nogen cyklede derudaf mod Viskum, for så at returnere ad cykelstien. En tur på 4 km. Andre løb af sted på en 3 km rute nord om byen og langt den største flok tog gåruten på 1 km henad Hovedgaden, krydsede Nørreåvej og drejede ned mod Nørreåstienstien. Her var både barnevogne og rullestole med, ja selv VBKs seniorfodboldhold var med og luftede “slyngelstuen”: En slags kæmpetrækvogn med bar, “energidrik” og musik, som de også skal på tur med til Hærvejsmarchen. Ruten gik så tilbage omkring målområdet hos Købmanden. Her var allerede de første løbere og cyklister tilbage fra første runde. De fleste fortsatte rundt på næste omgang, men indimellem kunne man også fylde depoterne op med gratis vand og frugt.
OpenAir frivillge
I et til lejligheden opstillet telt, hvor der var musik og opmuntring til alle på ruterne. Det var OpenAir teamet der stod for denne del af forplejningen og samtidig agiteredes der for at melde sig som frivillig til Vejrumbro OpenAir d. 30. Juli. De havde forrygende travlt og især pølserne gik som varmt brød. Der blev udsolgt inden de sidste nåede i mål fra ruterne, men heldigvis gav Købmanden gratis kaffe og kage i dagens anledning, som tak for støtten i den svære tid med opgravning og kloakseparering.
12 landsbyer konkurrerer
For at holde styr på antal omgange, fik alle en elastik i en bestemt farve midt på ruten og som kontrol,var tre fra Rødding mødt op, for at hjælpe med uddelingen. Der var så nogen herfra i Rødding i torsdags, hvor de holdt deres dyst. Elastikkerne blev afleveret i kasser og bliver nu talt op af de løbsansvarlige inde i Viborg og samlet antal km skal så divideres med antal beboere i hver af de 12 landsbyer, der er med i konkurrencen om præmier op til 10.000 kr.
Den 25. juni kl. 14.45 bliver spændingen om hvem det vinder Lokaldysten, så udløst på Paradepladsen under Hærvejsfestlighederne. http://snapsting.dk/Program#changed
Afstemning
Sidste år blev Vejrumbro som bekendt Årets lokalområde, men på grund af opgravninger er præmiestenen ikke blevet endelig placeret. Den har ligget hos Købmanden, men en afstemning om hvor den skal være fremover, blev afholdt samtidig med lokaldysten.  Det vil så blive offentliggjort senere og når stenen skal afsløres, er der jo nok en grund til at samle byen igen.